Mit barn bider – del 1

Jeg er en træt og ret så frustreret mor, som sidder tilbage med en følelse af afmagt. Lige meget, hvor mange gange jeg siger “Nej.. Stop.. Lad hver..” så bider han. Sidde som forældre og se med på sidelinjen, til et barn der bider, tror jeg er lige så hårdt, som at være den forældre, til hvis barn bliver bidt. PUNKTUM!

Emil har altid været en smule bagud, udviklingsmæssigt. Ikke fordi han ikke, har kunne følge med, tværtimod, den dreng styrter jo derudaf, med 90 km i timen. Han har bare i visse situationer, svært ved at udtrykke sig. Han har bla. svært ved, at styre sine følelser og det, har han altid haft svært ved. Er han ked af det, råber han det op og græder, så hele verden kan hører ham. Er han sur, slår, bider eller sparker han. Er der nogen der tager hans legetøj, eller blander sig i hans leg, bider han og skubber. Det er gerne lillesøster der står forskud, og sådan burde der bare ikke være. Det dræber mig indeni, at se min lille fyr, have så mange store følelser indeni, som han har svært ved at styre.

Han begyndte at bide for første gang i dagplejen. Han bed de andre børn, da han ikke havde det helt store sprog, han kunne ikke sige nej, så hans eneste forsvarmekanisme, var at bide de andre, så kunne de holde sig væk. Heldigvis tog dagplejen det roligt, da de kunne se hvor problemet, egentlig lå henne i hans bidderi. Jeg følte mig dengang, helt fortrøstningsfuld, fordi jeg vidste det nok skulle gå over, når først Emil havde fået sit sprog og kunne sige fra. Som tænkt, holdt hans bidderi op, selvom i mens det stod på og selvom, jeg var okay i situationen, så pinte det mig stadigvæk. Det er da aldrig sjovt, at få af vide “dit barn bider”. Tænker på de forældre, som henter deres barn i god tro, men som alligevel er endt, med et blåt bide mærke på armen -Og det er mit barns skyld!

Den værste dag (med to børn alene) EVER!

Én af de værste bide situationer jeg har stået i, var da jeg var blevet inviteret til min venindes “surprise babyshower”. Jeg takkede selvfølgelig ja, til invitationen, velvidende at jeg havde glemt, at vi samme dag skulle til fotografen. Pyt, tænkte jeg, den klare vi nemt, velvidende at manden skulle på arbejde, så jeg stod med hele lorten alene… DØØH! Når men skidt pyt, jeg er jo en form for “overskudsmor” tænker jeg, og jeg har jo lige fået verdens nemmeste barn ( Lillesøster var kommet til verden 3 måneder forinden) -Men så nemt, skulle det ikke lige vise sig at blive.

Vi tager til fotografen som det første på dagen. Heldigvis skulle vi fotograferes i samme by, som hvor den babyshower skulle holdes, win, win! Når men, for det første ville Emil absolut, ikke fotograferes, som i SLET IKKE! Vi starter da bare med lillesøster Emma, det går også rigtig fint, lige indtil vi skal have billeder med dem begge to. Emil er sur og utålmodig, så han slår Emma og bider hende i armen. Fotografen bliver helt forvirret og paf, over Emils reaktion og jeg som mor, blev bare så pinlig over mit eget barn. Jeg følte mig, rent ud sagt, som verdens dårligste mor og hvis jeg kunne, havde jeg gravet mig ned i et musehul. Vi fik lidt billeder i kassen, fotografen var hurtig til at klikke, da Emil for en (meget) kort stund, endelig gad at opfører sig en smule ordenligt og sidde stille. Vi pakkede os sammen, og røg ud til klapvognen, hvor begge børn blev puttet og videre, til næste projekt på dagens liste.

Jeg trak lige vejret en ekstra gang og så gik vi ellers derudaf. Jeg havde stillet bilen ved Netto, da den ikke lå ret langt væk fra både fotografen og babyshower. Der var også lidt tid imellem, så vi kunne lige gå en tur, inden da og håbe på, de begge ville falde i søvn. Emma faldt hurtigt i søvn, men Emil nææ nej! Vågen og overtræt lille fyr. Vi ankommer til babyshower som de første. Vi får installeret os ved et af bordene og Emil får lige lidt mad. De andre gæster kommer så småt, og Emil er bare helt oppe og kører. Han løber rundt og råber og skriger. Føler man sig lidt pinlig igen, jo det tror jeg vidst nok. Samtidig med han løbe rundt, så skal jeg også tage mig af Emma, som er vågnet og skal have flaske. Det er en surprise babyshower, så lige pludselig skal vi jo være stille. Jeg har Emma på armen, som skal have flaske, men jeg har også mit hyr med, at få Emil til at sidde stille, bare lige i 2 min. Han render rundt indenunder alle bordene, han river papirs dugene i stykker og springer ballonerne. Lige der! Havde jeg allermest lyst til, at sætte mig på gulvet og så bar tude… En af gæsterne, en bekendt, kigger på mig med medlidende øjne og siger “skal jeg ikke tage Emma, så kan du koncentrere dig om Emil?”. Det faldt lige på et tørt sted. Jeg får indfanget Emil og ind kommer min veninde til hendes SURPRISE!

Der er lidt ro på imens vi spiser, der er jo pølsehorn og så ved man godt hvor Emil er.. HIHI -Når men i hvert fald, så er der kommet lidt ro på ham, lige indtil han opdager en anden lille dreng. De leger fint og mine skuldre er faldet lidt ned igen, men pludselig skriger denne dreng op og græder i vilden sky. Jeg kigger ud i lokalet, og får øje på Emil som sidder og griner. Hører drengens forældre sige, at deres dreng er blevet bidt. Skynder mig over og får fat på Emil og siger hurtigt lige undskyld til forældrene. Her bryder min verden sammen. Kunne han forhelvede ikke bare lade hver med at bide, den møgunge… jeg pakker alle vores ting, ret hurtigt sammen, da jeg bare ikke har lyst til, at være til denne fest mere. Jeg har tåre i øjnene og jeg tror, at hvis nogen havde sagt noget til mig lige dér, så var jeg brudt fuldstændig sammen. Siger et hurtigt farvel, til min veninde ( den kommende mor) og hendes mand og styrter ud af døren, med Emil under armen og Emma halvt puttet i klapvognen, jeg skulle bare afsted, NU! Først da jeg er lidt derfra bryder jeg ud i gråd. Tårene triller ned af min kind, “Hvorfor har jeg fået et barn der bider? Hvorfor har jeg et barn, der ikke kan opfører ordenligt?” Sådan tænkte jeg, hele vejen op til bilen. På vej hjem, ringer jeg til min mor og endnu engang bryder jeg sammen. Vi ender faktisk med, at kører hjem til mine forældre, da jeg ikke kunne overskue mere modgang den dag.

Dette er én af de værste dage, hvor jeg har stået med dem begge alene. Den dag hvor jeg stod op om morgen og tænkte, denne her dag, den rocker jeg for vildt. En dag der blev noget anderledes, da Emil var et træt og et endnu mere overtræt barn. Han kunne slet ikke rumme det og jeg som mor (føler jeg) failede hele situationen. Jeg følte mig, som den værste mor, fordi jeg ikke kunne styre mit barn, fordi han skulle bide og slå, og opfører sig ret upassende (synes jeg). Set i bakspejlet, har han jo bare opført sig, som et hvert andet barn,der er overtræt og som ikke gider, hele det cirkus på én dag -Men lige som man står alene, så fældede han mig, hvor jeg var allermest sårbar. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, han er min bedste ven (som jeg tit siger), men forhelvede hvor er det hårdt, at være mor til et barn der bider.

fortsættelse følger….

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen